Velkommen til foreningen!
Tillykke med din nye lejlighed og velkommen til vores ejerforening.
Vi håber, at du kommer godt på plads i din nye lejlighed og i foreningen.
Vores lille fællesskab består af seks opgange, 70 lejligheder og godt 150 fantastiske mennesker. Her har vi adgang til byens bedste udsigt fra vores tagterrasse, en dejlig fællesgård, hvor du kan spise ude om sommeren, et fælleslokale med eget køkken til fest, cykel- og barnevognskældre, samt en masse skøn natur, sport og kultur lige rundt om hjørnet.
I det følgende kan du læse mere om vores beboerportal ProBo, vores Facebook-gruppe, husorden, gårddage, vores fælles faciliteter, hvad du skal gøre, hvis du vil istandsætte din lejlighed, vores fællesarrangementer, hvordan du får rabat i området – og hvordan du kontakter bestyrelsen, viceværten, vores håndværkere eller vores boligadministrator.
Beboerportal og info om foreningen
Her på siden kan du finde central information om boligforeningen. Det er også her på ProBo, at du vil modtage indkaldelser til generalforsamling, sommerfest m.m.
Hvis du vil kontakte bestyrelsen via ProBo. skal du slå ”bestyrelsesmedlemmer” op i modtagerfeltet under ”beskeder”.
Navneskilte til hoveddør, postkasse og dørtelefon:
At få skiftet navneskilte koster 100 kr. og beløbet opkræves over fællesudgifterne. For at bestille navneskilte - skriv en email til viceværten ([email protected]) og oplys:
Navn(e)
Vejnavn
Nummer
Etage og side
Bemærk:
Af hensyn til brandsikkerheden, er det ikke tilladt at skrue eller sømme navneskilte på hoveddøren. Det skyldes at hoveddørens brandsikkerhed og isoleringsevne reduceres, hvis overfladen brydes. Det er derfor kun tilladt at hæfte eller klistre navneskilt på hoveddøren.
Det er ikke tilladt at klistre andet end ”Reklamer, nej tak” skilte på sin postkasse.
Husorden
Finder du her.
Find os på Facebook!
Udover vores officielle beboerportal, har vi også en Facebook-gruppe, hvor beboerne kan kommunikere med hinanden, efterlyse ting, lave beboergrupper, organisere fælles vedligeholdelsesprojekter og arrangementer, komme med forslag til foreningen og dele godeoplevelser.
Vær dog opmærksom på, at alle officielle beskeder fra bestyrelsen, boligadministrator, og viceværten KUN bliver kommunikeret via ProBo. Det er også KUN gennem ProBo, at beboerne kan få kontakt til bestyrelsen. Facebook-gruppen er blot et supplement til ProBo, hvor I uformelt kan kommunikere med andre beboere.
Find os her: www.facebook.com/groups/Vermlandsgade/
Husk naboerne
Hvis I skal holde fest, renovere lejlighed, midlertidigt lukke for vandet eller andre aktiviteter, der kan være til gene for andre beboere, skal I informere om det med en seddel på opslagstavlen i din opgang med kontaktoplsyninger. Alle aktiviteter skal selvfølgelig overholde foreningens vedtægter og husorden.
Fælles gårddage
To søndage om året er der fælles gårddag. Du indkaldes via ProBo. Det tager typisk 2-3 timer, da der er stor tilslutning og opgaverne er tilrettelagt på forhånd. Bestyrelsen sørger for kaffe, te, vand og snavks, så det er også en hyggelig og nem måde at møde dine medbeboere på.
Der betales bod ved fravær - uanset årsag. Boden går til foreningens drift og vores fælles arrangementer. Bodens størrelse oplyses i invitationen til gårddagene, som sendes ud til beboerne mindst tre uger i forvejen.
Affaldssortering
Vi har affaldssortering i gården. I skraldeskuret står containere til hhv. almindeligt
husholdningsaffald, aviser/papir, pap og batterier. Til højre for skraldeskuret står containere til hhv. flasker, metal og plast. Ude i gården er der stillet sorte plastikbeholdere til cigaretskodder.
I bedes også sortere jeres skrald i de forskellige containere, så det kan blive genbrugt og vi slipper for klager fra skraldefirmaet. I må ikke stille almindeligt affald udenfor affaldscontainerne og aldrig efterlade storskrald i gården, i porten eller udenfor ejendommen.
Der er ikke mulighed for at aflevere storskrald i ejendommen og beboere der ikke overholder dette, får tilsendt regning for fjernelse af det affald, som de måtte have stillet i gården, i porten eller udenfor ejendommen. Storskrald skal i stedet køres på Vermlandsgade Genbrugsstation kun 500 m. væk.
Man kan hente en sækkevogn og trailer på genbrugsstationen til at transportere sit storskrald. Trailer kan også hentes på Circle K benzinstation.
Fælles faciliteter
Vores forening har flere fælles faciliteter, som I frit kan bruge og som vi alle skal passe på og være med til at vedligeholde.
Fælles tagterrasse: På 7. sal over opgang 70 og 72, finder I vores tagterrasse med en fantastisk udsigt over hele byen. Her har vi opstillet stole og borde, som vi skal bede jer om at passe godt på.
Alle beboere kan frit bruge tagterrassen indenfor tidsrummet kl. 08-22.00 i hverdage og kl.09.00-22.00 fredag-lørdag.
Fælleslokale: På 6. sal over opgang 70 og 72, finder I vores fælleslokale, hvor der er borde, stole, toiletter og et mindre køkken med komfur, køleskab, opvaskemaskine, tallerkener og bestik mv. Fælleslokalet skal bookes på ProBo og der skal betales leje, som dækker driften af lokalet samt et depositum. Det er vigtigt, at passe på vores fælleslokale, som bruges flittigt, ligesom det er vigtigt at tage hensyn til de andre beboere i ejendommen, når man holder fest.
Den særlige husorden for fælleslokalet skal derfor overholdes – ellers refunderes depositummet ikke.
Tørreloft: På 6. sal er der tørreloft. Her er der ophængt tørresnore og hvis der er tørrestativer er de til fællesbrug, da alt på fællesareal er til fælles brug. Det er vigtigt at tage hensyn til de andre beboere i ejendommen, når man bruger tørreloftet. Det betyder f.eks. at man ikke må færdes på tørreloftet mellem kl. 22.00-08.00 i hverdage og kl. 22.00-09.00 fredag-lørdag, da ejendommen er meget lydt og al færden på tørreloftet høres meget højt i de underliggende lejligheder.
Fællesgård: I gården har vi sandkasse og legetøj i kurvekassen og i siden på skraldeskruet til børnene. Om sommeren har vi borde, stole, parasoller og kuglegrille, som alle beboere kan benytte sig af.
Der er også adgang til både cykel- og barnevognskælder fra gården. Jeres nøgle til gadedøren og porten kan bruges til cykelkælderene. I skal skrive til bestyrelsen, hvis I vil have nøgle til barnevognskælderen.
Der er tre cykelkældre i gården under hhv. opgang 44 (Prags Boulevard), midt mellem opgang 70 og 72 (Vermlandsgade) og under opgang 76 (Vermlandsgade). Der er barnevognskælder under opgang 70 (Vermlandsgade).
Det er vigtigt at alle beboere hjælper til med at holde vores gård i ordentlig stand, ikke kun på gårddagene, men også i hverdagen. I bedes derfor lægge legetøj tilbage, når jeres børn har leget med det, rydde op og tørre stole og borde af, slå parasoller ned, samt rengøre kuglegrillene, når I har brugt dem. Endelig skal vi bede jer bruge de opstillede cigaretcontainere (sorte plastikbeholdere) til cigaretskodder, så vi ikke skal betale for ekstra rengøring af gården.
Få rabat i lokalområdet!
Som beboer i E/F Vermlandsgade 70-76 / Prags Boulevard 44-46 kan du få rabat i lokalområdet. Du skal bare sige hvor du bor og at vi har en rabataftale med den pågældende forretning. Du skal kunne fremvise sygesikringskort med adresse i foreningen og billed-id.
Pelican Self Storage, Vermlandsgade 66: Her kan du leje lagerplads med 25% rabat de første 4 mdr. og gratis opstart (normalt 299 kr.)
Øens Spisested, Holmbladsgade 71: Her kan du få en forret til 30 kr (normalt 50-65 kr.) eller en gratis dessert/kage ved køb af deres menu.
Whammy Bar, Østrigsgade 13: Skriv en mail med din adresse i foreningen, dit navn og mailadresse til [email protected], så laver de et 20% rabatkort til dig.
CPH Bikeshop, Holmbladsgade 38: Her kan du få 10% rabat på reparationer og 15% rabat på nye cykler, som ikke er nedsat i forvejen.
Holmbladet Bodega, Holmbladsgade 77: Her kan du få 15% rabat på alle drikkevarer, som ikke er nedsat i forvejen.
Vicevært og skader
Bemærk! Da vi er en ejerforening, dækker vores viceværtservice kun vedligeholdelsesopgaver, der vedrører fællesarealer eller fælles bestanddele. Ved almindelig vedligeholdelse som f.eks. stoppet afløb, utætte vandhaner, radiatorer, vinduer, gulve, elinstallationer, skader på vandrør efter første ventil/forgrening, skal du som ejer selv kontakte en håndværker for egen regning. Som lejer skal du kontakte udlejer. I akutte tilfælde (særligt vandskade) SKAL du til gengæld kontakte både viceværten og bestyrelsen.
De bedste hilsner
Bestyrelsen